TDC opruster til karneval

Foto: TV2/Nord

Det skulle være muligt at komme i kontakt med hinanden via mobiltelefonen ved årets karneval i Aalborg - det lover TDC, som opsætter en ekstra mobilmast til lejligheden.

Når op imod 25.000 festklædte karnevalsdeltagere i weekenden samles i Aalborg til Nordeuropas største karneval, er der gjort ekstra meget for at sikre optimal mobildækning. Normalt stiller så mange mennesker samlet på ét sted ellers enorme krav til mobilmasterne. Men i år sætter TDC særligt fokus på Kildeparken i Aalborg, hvor de farverige karnevalsoptog mødes. Det skriver teleselskabet i en pressemeddelelse.

- Det er en klassisk udfordring for et mobilnetværk, når så mange mennesker samles på et meget lille område, der til dagligt slet ikke har samme massive dækningsbehov, fortæller projektleder i TDC's radioafdeling, Christian Pagh.
 
Opgraderingen sker ved, at TDC midlertidigt placerer en specialbygget mobilmast på en strategisk nøje udvalgt position, der sikrer optimal dækning i hele Kildeparken, hvor flest mennesker er samlet under karnevalet.

Masten har tidligere været udstationeret ved lejligheder som Roskilde Festival og X-factor finaler i Parken i København.

Flere nyheder fra TV2 Nord