Tech College på charmeoffensiv

02:01

8. klasses elever fra skoler i aalborg Kommune prøver kræfter med fagene på Tech College

1 af 2

Med cupcakes og milkshakes som lokkemiddel har Tech College de seneste ti dage gjort sig til overfor Aalborg kommunes 8. klasses elever.

Omkring 150 elever er igang med at hamre, save, pynte cupcakes og forme servietholdere i forskellige lokaler rundt om på Tech College i Aalborg.

De har fået til opgave at lave en amerikansk diner og til sådan et projekt skal man blandt andet have kendskab til tømrerfaget, bagerfaget og VVS-faget.

De seneste 10 dage har i alt 1500 elever lagt vejen forbi. Formålet er at give eleverne kendskab til de uddannelser, der tilbydes på Tech College, så de bedre er i stand til at vælge, hvilken uddannelse de vil starte på efter folkeskolen.

- Vi oplever, at de unge mennesker træffer et knapt så reflekteret valg, når de skal vælge ungdomsuddannelse. De fleste vælger gymnasiet, men jeg tror ikke, de ved, hvad de siger nej til. Hvis vi kan vise dem, hvad vi kan herude, vil det være en god bonus en dag som i dag, siger Helle Rubien, afdelingsleder på Kommunikationsafdelingen på Tech College.

Og ikke alene er der mangel på elever på uddannelserne, der er også mangel  på arbejdskraft i samfundet.

- Der er jo rigtig mange brancher og gode jobmuligheder - og når du har gået her i 3-4 år, er du klar til at komme ud og tjene en god løn. Med den mangel vi ser på håndværkere og med alle de supersygehuse, der bliver bygget, så er der et rigtig stort behov. Så der er gode muligheder for at komme ud og få job, fortæller Helle Rubien.

Dagens 8. klasses-elever er gået engageret til opgaven.

- Jeg synes, det har været meget sjovt at prøve nogle forskellige ting, jeg har eksempelvis aldrig tænkt over at blive VVS´er, fortæller Nanna Bengtsen fra 8. n på Klarup skole.

Og enkelte af eleverne har da også fået mod på mere.

- Jeg synes, det er spændende det med håndværk og maler, og det er spændende at lave kager og mad, siger Jacob Nedergaard 8. n, Klarup Skole.

Det er andet år Tech College afholder eventen for kommunens 8. klasser.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord