Teenagere kæntrede på Limfjorden

En jolle med tre unge drenge kæntrede søndag ud for Sebbersund ved Nibe. Alle blev reddet i land.

SOK's redningshelikopter blev tilkaldt, da en mindre jolle søndag eftermiddag kæntrede på Limfjorden ved Sebbersund.

Der var tre drenge på 14-15 år i jollen, da den kæntrede cirka 400 meter fra land. En af drengene kunne svømme i land, mens de to andre hang fast ved jollen.

De to blev reddet med helikopter, og alle tre blev efterfølgende kørt til undersøgelse på Aalborg Universitetshospital.

- De har det efter omstændighederne godt. De er lidt kolde, fordi de har opholdt sig i vandet omkring 15 til 20 minutter. Men det var hurtigt og godt arbejde af både politi og redningsmandskab, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland