Telefoner i trafikken: - Det kræver en holdningsændring

02:33

For mange bilister har fokus alle mulige andre steder end på vejen, når de kører bil. I anledning af ny kampagne er Nordjyllands Politi i denne uge gået på gaden for at spotte uopmærksomme bilister.

Kør bil, når du kører bil. Det er i denne uge budskabet fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, som igen er i gang med en landsdækkende kampagne for at få bilisterne til at holde fokus på vejen, når de sidder bag rattet. 

Læs også Uopmærksom i trafikken? Her er konsekvenserne

I den anledning er Nordjyllands Politi også på gaden rundt omkring i regionen for at forsøge at spotte trafiksynderne. Der er nemlig mange bilister, der både sms'er og taler i telefon, når de kører på de nordjyske veje. 

- De tænker simpelthen ikke over, hvor farligt det egentlig er at gøre det, fortæller politiassistent ved Nordjyllands Politi, Jesper Sass, som sammen med tre kolleger onsdag formiddag uddelte bøder til uopmærksomme bilister på Vesterbro i Aalborg. 

Brug for en holdningsændring 

Men det kan være rigtig farligt, når bilisters fokus flyttes fra vejen og til for eksempel mobilen.

Hvis man for eksempel kører 80 kilometer i timen og kigger på sin telefon i bare fire sekunder, så har man i den tid kørt 89 meter. Er hastigheden nede på 50 kilometer i timen, kører man 56 meter i blinde ved at kigge væk i fire sekunder. Ifølge Rådet for Sikker Trafik skyldes mere end hver tredje dødsulykke i trafikken uopmærksomhed.

Det kræver en holdningsændring, ligesom det er sket med sprit. 

- Jan Stagsted, politikommisær

Og hos Nordjyllands Politi tror de, at der skal mere end bøder til, hvis man skal den uopmærksomme kørsel til livs. 

- Det kræver en holdningsændring, ligesom det er sket med sprit. Det er ikke så in at køre med sprit i blodet, og det skal vi også have vendt med hensyn til mobiltelefoner og uopmærksomhed i trafikken, mener politikommissær Jan Stagsted. 

I torsdagens udgave af Fokus kan du se meget mere om dette emne. Det er på TV2 Nord Salto klokken 19.50. 

 

Har du et godt tip?