Telenor fyrer 10 i Aalborg

Telenor fyrer 10 medarbejdere i Aalborg, og ialt 30 på landsplan.

Telenor fyrer 30 medarbejdere på landsplan, heraf 10 i Aalborg. Firmaet forventer en lavere omsætning og forsøger derfor at nedbringe sine omkostninger.

Igennem det seneste 1½ år er mobilpriserne faldet markant.
 
- Den priskrig, som vi har set på markedet i 2011, vil slå fuldt igennem i 2012, og der er derfor behov for at reducere omkostningerne yderligere for at nå vores finansielle målsætninger. Det betyder desværre også, at vi må afskedige godt 30 medarbejdere, siger Jon Erik Haug, administrerende direktør i Telenor.
 
Telenor er næststørste firma på det danske telemarked både på privat- og erhvervsmarkedet.
 
- Ændringerne i organisationen ændrer ikke ved, at Telenor fortsat har høje ambitioner i Danmark ? tværtimod. Vi vil vinde kampen blandt udfordrerne til TDC. Denne ændring skal være med til at sikre dette, siger Jon Erik Haug.

Alle opsagte medarbejdere får blandt andet tilbudt et skræddersyet program med samtaler og rådgivning som hjælp til at komme videre i karrieren.

Afskedigelserne rammer bredt i firmaet og er gennemført i dag.
Telenors afdeling i Aalborg består af 1150 ansatte.

Selskaberne CBB Mobil og BiBoB, der er ejet af Telenor, er ikke omfattet af ændringerne.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord