Teltlejre for flygtninge er potentielle brandfælder

Der mangler krav til brandsikkerheden i teltlejre, mener Danske Beredskaber.

Brancheorganisationen Danske Beredskaber melder sig nu på banen med kritik af brandforholdene i teltlejren ved Thisted. Under stormen Gorm blev flygtningene evakueret til en nærliggende sportshal. 

Nu kritiserer brancheorganisationen Danske Beredskaber, at der mangler klare krav til brandsikkerheden

- Et problem der kun vokser, som behovet for teltlejre bliver større, lyder det fra Jacob Christensen, der er næstformand i beredskabschefernes organisation, Danske Beredskaber.

- Især i den kolde tid, hvor behov for opvarmning i kombination med beboernes store antal på lille areal, og ukendskab til lokale forhold, kan være en ekstra risikofaktor, må logiske minimumskrav til sikkerhed ikke glemmes, fastslår Jacob Christensen, næstformand for Danske Beredskaber. 

Konsekvenserne kan være fatale, hvis der ikke er styr på brandsikkerheden, understreger organisationen. 

- Bl.a. Irland har ved byen Carrickmines i dette efterår haft forfærdelige erfaringer med dødsbrand i midlertidige boliger uden brandsikring og røgalarmer osv. Det er simpelthen alt for risikofyldt at glemme eller spare en simpel røgalarm, der kan vække sovende beboere i tide, hvis natopvarmningen pludselig får tag i de ikke altid lige brandsikre materialer.

Ved den irske by Carrickmines omkom 10. oktober i år ti personer, der var indkvarteret i en skurvogn på 40 kvadratmeter, som følge af en natlig brand i den midlertidige bebyggelse, som skurvognen var en del af.

Danske Beredskaber opfordrer derfor alle ansvarlige for midlertidig indkvartering til at huske brandsikkerheden.

- Uanset hvor hastigt en bolig skal findes og uanset hvor kortvarigt opholdet skal være for beboeren, så kan det blive dødeligt fatalt, hvis ikke der er styr på brandsikkerhed og røgalarmer. Derfor skal vi ikke gå på kompromis, selv om ting skal gå stærkt eller er midlertidige, slutter Jacob Christensen, Danske Beredskaber.

Flere nyheder fra TV2 Nord