Fire tilskadekomne: Tesla og lastbil i sammenstød

00:35

En norsk Tesla og en lastbil er torsdag stødt sammen i et kryds i Brovst. Fire personer er kommet til skade.

Opdateret 13.01 med oplysninger fra Nordjyllands Politi.

Klokken 9.32 torsdag formiddag fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset mellem Ålborgvej, Mellemmøllevej og Trekronervejen ved Brovst. 

I krydset var der sket et sammenstød mellem en norsk Tesla og en lastbil. Føreren af Teslaen kom kørende i sydlig retning af Mellemmøllevej og overså sin ubetingede vigepligt. Bilen blev ramt af en lastbil, der kom kørende af Ålborgvej.

I Teslaen sad en norsk familie på fire, som alle er kørt på hospitalet i Aalborg. Familien består af to voksne og to børn på 17 og 14 år. Ingen af de fire har fået livstruende skader.

Føreren af lastbilen er uskadt, og han kunne selv køre fra ulykkesstedet igen. Det oplyser Karsten Højrup Kristensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Nordjyllands Politi vil nu samarbejde med politiet i Norge om en opfølgning med henblik på, at den norske fører af bilen overså vigepligten i krydset. 

Efter ulykken var vejen spærret, og det gav i en periode tæt trafik, men trafikken i området kører igen som normalt. 

Forsiden lige nu