Thingbæk kalkminer i ambitiøse hænder

02:01

1 af 2

Tålmodighed og passion. Det skal der til for ejeren af Thingbæk kalkminer. Han har brugt flere år på at planlægge en stor udvidelse af kultur-seværdigheden. Det har ført til en ny bygning og et ny navn. Og selvom i dag markerede åbningen af det, der nu hedder Rebildcentret, er der stadig lang vej endnu.

Niels Moes ejer Thingbæk Kalkminer og for fem år siden satte han et ambitiøst projekt i gang. Fredag kunne han så vise de første rundt i det indledende led af fornyelsen af kultur-seværdigheden. Men der har været travlt op til den officielle åbning af det, der nu hedder Rebildcentret.

- Vi har simpelthen ligget vandret her de sidste dage, og det ser ud til at lykkedes, men vi er ikke helt færdige, siger Niels Moes.

Færdige er de altså langtfra. Det er nemlig et stort projekt Niels Moes har kastet sig ud i. Fem år har det taget at få lokalplanerne for projektet godkendt, og byggeriet af bygningen, der fredag blev indviet, har været to og et halvt år undervejs.

De besøgende kan stadig få lov at se de berømte kalkminer, og i den nye bygning, kan de se kunst og høre om områdets historie.

Niels Moers planer for projektet indebærer blandt andet også en restaurant. Den skal servere mad lavet af lokale råvarer fra området. Og så skal de spisende gæster, der holder af en god fisk, selv have lov til at udvælge den fisk, de vil spise fra det kommende vandbassin i køkkenet.

Der er altså masser af ting, der endnu skal gøres, før Niels Moers vision er ført helt ud i livet. De mange gøremål og udsigten til flere år endnu med at færdiggøre visionen skræmmer ham dog langtfra.

- Jeg har det med at blive meget engageret. Det er ligesom et ekstra barn det her. Jeg lever for det, siger han.

Også hos kommunen er der stor begejstring for de nye, ambitiøse projekt.

- Jo flere attraktioner vi har som kommune, jo bedre er vi som bosætningskommune og i forhold til det her sted også som turistdestination, så det har meget stor betydning, siger Borgmester Leon Sebbelin.

Selvom der stadig er flere ting, der skal gøres, kan gæsterne bare komme an. Niels Moes er klar til at tage i mod, og i mens knokler han videre for at projektet kan stå helt færdigt.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord