Skål! Thisted Bryghus lancerer saftevands-serie

Skål! Thisted Bryghus lancerer saftevands-serie

Thisted Bryghus har brygget øl siden 1902, men nu er bryghuset klar til at indtage saft-markedet.

En, to, tre, fire nye safte fra Thy. 

Det er resultatet af et nyt, lokalt samarbejde mellem Thisted Bryghus og saftproducenten PlanThy.

- Markedet for saft er kæmpestort i dag. Der, hvor der sælges mest, er på restauranter og caféer, og det er også der, vores produkter vil være at finde, siger administrerende direktør i Thisted Bryghus, Aage Svenningensen.

Thisted Bryghus og PlanThy har i samarbejde udviklet fire safte, der indeholder henholdsvis stikkelsbær, solbær, hvide ribs med havtorn og hvide ribs med blåbær.

Tine Dahl har brugt sine weekender på at udvikle produkterne.
Tine Dahl har brugt sine weekender på at udvikle produkterne.
Foto: Michael Guldbrandt Brønnum

Nået langt på et år

Tine Dahl har i et års tid brugt sine weekender og ferier på at udvikle produkter med udgangspunkt i de økologiske bær fra bærproducenten Thy Økobær, hvor hun også lejer lokaler og tappeudstyr.

- Det var sådan set tilfældigt, at jeg prøvede at blande de hvide ribs med blåbær. Blåbær smager ikke så kraftigt i sig selv, men da jeg kombinerede de to bærtyper, fandt jeg ud af, at blåbærsmagen kommer rigtig godt frem sammen med de hvide ribs, siger Tine Dahl, ejer af PlanThy.

På trods af det nye samarbejde med Thisted Bryghus, betegner Tine Dahl sin enkeltmandsvirksomhed som en hobbyvirksomhed. 

- Jeg arbejder fuld tid i mejeriindustrien i hverdagene, så vi har haft travlt med få tappet den første ordre, siger Tine Dahl. 

Tine Dahl ser frem til, at samarbejdet med Thisted Bryghus kan sætte hende fri til at fokusere mere på udvikling og produktion. 

quote Jeg løb panden mod en mur. Det bliver bare for meget, hvis man skal gøre alting selv. 

Tine Dahl, ejer, Plan-Thy

- Vi skal gøre det, vi hver især er bedst til

PlanThy står for produktionen af saftene, mens Thisted Bryghus tager sig af markedsføring og salg. 

- Jeg løb panden mod en mur. Det bliver bare for meget, hvis man skal gøre alting selv. Vi kommer aldrig nogensinde for alvor udover ramperne, hvis man står alene med det, siger Tine Dahl.

Thisted Bryghus ser frem til at kunne hjælpe med markedsføringen og salget af saftene.

- Vi så lige pludseligt en mulighed, hvor vi kunne hjælpe hinanden, så Tine kan arbejde med det, hun er rigtig god til - at producere. Og vi kan arbejde med salg og marketing, som er noget, vi er rigtig gode til, siger Aage Svenningsen fra Thisted Bryghus.

Et lokalt samarbejde om økologi

Økologi er højt prioriteret for begge parter i samarbejdet. Thisted Bryghus var det første danske bryghus til at tilbyde en økologisk øl - Øko Thy - tilbage i 1983. 

- En tredjedel af vores omsætning i dag er økologisk. Derfor passer den her serie godt ind i vores sortiment, siger Aage Svenningsen. 

Tidligere forsøg med saft i sortimentet

Thisted Bryghus forsøgte sig i 2007 med en serie af økologiske, drikkeklare safte, men måtte erkende, at tiden ikke var den rigtige.

- Det er den nu, fastslår Aage Svenningsen. 

Flere restauranter er begyndt at have en saftmenu som supplement til vinmenuerne. 

- Saft-segmentet stiger. Det har især noget med sundhed at gøre. Vi ser også at alkoholprocenten i øl er under pres. Det vil sige, at der er mindre alkohol i, fortsætter han. 

12.000 flasker saft på vej til Thisted Bryghus, hvorfra de bliver sendt videre til grossister, restauranter og caféer i hele landet.
12.000 flasker saft på vej til Thisted Bryghus, hvorfra de bliver sendt videre til grossister, restauranter og caféer i hele landet.
Foto: Michael Guldbrandt Brønnum

Produktionsforholdene i PlanThys nuværende lejelokaler er ikke egnet til at presse, tappe og distribuere store mængder saft endnu. 

- Vi plejer at sige: "Man skal kunne kravle, før man kan gå", og det er det her et rigtig godt eksempel på. Det kræver benhårdt arbejde, men så kommer resultaterne også, siger Aage Svenningen. 

Tine Dahl er i øjeblikket den eneste fastansatte i PlanThy, men hun håber på, at samarbejdet kan føre til fremtidige ansættelser.

- Jeg ønsker, at vi kan skabe en god omsætning herude og på sigt også skabe arbejdspladser, siger hun. 

Se video her:

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland