Thisted-drenge videre til international robotkonkurrence

Når det kommer til robotprogrammering har to elever fra HTX i Thisted helt styr på sagerne - de kvalificerede sig i denne weekend til en stor konkurrence i Indien.

Tungen skal holdes helt lige i munden, og halve milimeter kan gøre forskellen mellem succes og fiasko. Det ved to elever, Chis Sixhøj og Niki Ewald Zakariassen, fra 3F på HTX i Thisted om nogen. De var denne weekend med i robotprogrammeringskonkurrencen World Robot Olympiad (WRO) i Aarhus - og vandt.

Dermed er de nu klar til den internationale konkurrence, der bliver holdt i New Delhi i Indien den 23.-30. november i år.

Efter den indledende konkurrence i WRO, der fandt sted om lørdag formiddag, så det allerede ud til at kunne blive stort for drengene, som vandt suverænt på banen, hvor de skulle få robotten til at køre en bestemt rute og udføre bestemte øvelser og bevægelser undervejs. Dermed var de klar til eftermiddagens semifinale, hvor kun to af fire hold ville gå videre til finalen.

Finalen blev en rigtig gyser, idet både Chris Sixhøjs og Niki Ewald Zakariassens robot og modstanderens robot fejlede i første afdeling af finalen og endte med samme pointantal og en tidsforskel på bare eet sekund.

I anden afdeling af finalen lagde Thisted-drengenes robot afstand til modstanderen og blev dermed den samlede vinder af konkurrencen. Det sender de to elever og deres IT-underviser hjem til masser af forberedelse inden afgang til New Delhi, hvor kravene til robotten vil være endnu større.


Seneste nyt

fra Nordjylland