Thisted: Vorupør og Hillerslev Skole lukkes

Efter en langstrakt sag om skole og institutionslukninger i Thisted Kommune vil kommunalbestyrelsen tirsdag aften tage den endelige beslutning. Vorupør og Hillerslev Skole lukkes. Det skriver TV Midtvest.

Vorupør står uden skole den 1. august 2015 og den 1. august 2016 gør Hillerslev det samme.

Kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune behandler tirsdag aften Børne- og Familieudvalgets indstilling om at lukke flere skoler i Kommunen.

Det er skolerne i Vorupør og Hillerslev, der indstilles til lukning.

- De to skoler er valgt, fordi de er de mindste. Ganske enkelt, siger udvalgsformand Poil Hvass Hansen til TV Midtvest og fortsætter.

- Det er bestemt ikke en sjov beslutning, men den er desværre nødvendig.

Elever og lærere på Vorupør Skole flyttes efter planen til Sjørring Skole, mens Hillerslev Skoles elever flyttes til Nors og Østre Skole. I forslaget hedder det, at "teknisk-administrativt personakle på de berørte skoler afskediges."

Kommunalbestyrelsen behandler sagen på et møde tirsdag aften klokken 19.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord