Thomas Thomasberg bekræftet som ny cheftræner i Hobro IK

42-årig himmerlænding vender hjem i ny trænergerning for Hobro IK.

Thomas Thomasberg er ny cheftræner i Hobro IK. Det bekræfter bestyrelsesformand i klubben, Lars Kühnel, til TV2 Nord.

Den 42-årige Thomasberg, der oprindeligt er fra Haverslev i Himmerland, tiltræder sit nye job onsdag og skal gøre truppen klar til forårssæsonen, efter Ove Pedersen blev fyret fra trænergerningen i november sidste år.

- Vi har indgået en funktionæraftale med Thomas Thomasberg, som er uopsigelig de første 18 måneder, fortæller Lars Kühnel.

- Vi har været gennem en lang og grundig proces for at finde vores nye cheftræner. Vi fik tidligt i forløbet lavet en profil for, hvilken træner vi gerne vil have ind i Hobro IK, og Thomas Thomasberg passer ind i den profil på alle parametre. Han har erfaring fra højeste niveau i Danmark både som spiller og cheftræner, og vi ser et stort potentiale i ham, som vi mener kan udfoldes i Hobro IK, siger sportschef Jens Hammer Sørensen om ansættelsen. 

- Vi har haft flere samtaler hvor han har vist sin fodboldfaglighed og også sine menneskelige kvaliteter. Vi går efter at rykke op til sommer, men vi kigger også længere ud i fremtiden, hvor Thomas skal være med til at bygge videre på det flotte trænerarbejde, som de forrige trænere har bidraget med, tilføjer sportschefen.

Thomas Thomasberg kommer fra en stilling som assistenttræner i Randers og har tidligere fungeret som både assistent- og cheftræner i FC Midtjylland indtil 2009. Siden var han træneri  FC Hjørring i et halvt år, hvor han førte klubben op i 1. division, inden han skiftede til FC Fredericia.

Hans professionelle karriere som fodboldspiller startede i Haverslev, førte ham siden til AaB og sluttede i FC Midtjylland i 2004. Nu glæder han sig over at vende hjem til Himmerland.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været på udkig efter en mulighed for at blive cheftræner igen, og derfor takkede jeg ja til en samtale med Hobro IK. Samtalerne har bekræftet mig i, at Hobro IK er den rette udfordring for mig lige nu, siger nye cheftræner Thomas Thomasberg, som ser et stort potentiale i truppen i Hobro IK.

- Jeg kan jo huske Hobro IK fra min opvækst i Haverslev, og dengang stod man for noget positivt fodbold. Niveauet var ikke så højt dengang, men det er det nu. Jeg ser frem at kunne sætte mit præg på truppen, så vi forhåbentligt kan flyttes os endnu mere rent sportsligt, lyder det fra Thomasberg, som har første træning med truppen mandag den 9. januar.


Seneste nyt

fra Nordjylland