Thorning: Jeg glæder mig til valget

Ifølge Helle Thorning-Schmidt er Socialdemokraterne klar til valg. Hun advarer mod skræmmekampagner.

- Jeg glæder mig, og alle socialdemokrater glæder sig til valget.

Sådan lyder det fra Helle Thorning-Schmidt (S), der er oppositionens statsministerkandidat, som reaktion på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag udskrev valg.

- Jeg er klar til at gøre en forskel for Danmark, siger en smilende Helle Thorning-Schmidt.

Hun fastslår på sit første pressemøde efter valgudskrivelsen, at regeringen ikke har gjort nok for at løse den økonomiske krise, men tværtimod har været passiv, mens Danmark har mistet arbejdspladser.

Det vil Socialdemokraterne og SF ændre på ved at bede alle danskere om at hjælpe med at få landet ud af krisen. Hun advarer samtidig om, at regeringen vil iværksætte skræmmekampagner mod Socialdemokraterne og SF. Men Socialdemokraterne vil ikke svare igen på samme måde:

- Vi vil ikke bruge vores valgkamp til at tale usandt. Det tjener ikke folkestyret særligt godt, at man opfinder tal og forkerte oplysninger om andres politik, og det vil vi afholde os fra, siger Helle Thorning-Schmidt.

Socialdemokraterne går til valg på et regeringssamarbejde med SF, men De Radikale er også meget velkommen i regeringen,  iger
Helle Thorning-Schmidt.

- Det samarbejde, vi har med SF, bygger på tillid og respekt. Vi vil gerne samarbejde hen over midten, og De Radikale er meget velkomne i et regeringssamarbejde.

- Vi har tidligere lavet store politiske aftaler med De Radikale, og det kan vi gøre igen, siger Helle Thorning-Schmidt.

Helle Thorning-Schmidt vil ikke tage stilling til, om hun kan blive som Socialdemokraternes formand, hvis hun taber valget.

- Det her valg handler ikke om mig. Vi går ind i valget for at vinde. Vi diskutere ikke plan b. Vi har kun en plan a, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland