Thorning: Vi har ikke råd til billigere billetter

Danskerne skal ikke sætte næsen op efter billigere busbilletter lige foreløbig, siger Helle Thorning-Schmidt.

Regeringen har lovet billigere kollektiv trafik. Men der er ikke råd til billigere billetter til tog og busser lige foreløbig, fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

- Vi sætter billetpriserne ned i takt med, at der er råd til det, siger statsministeren på sit ugentlig pressemøde.

Udmeldingen kommer efter, at det mandag kom frem, at DSB næste år sætter billetpriserne op på både tog- og busafgange. Det sker, selvom man i den nye regering har bebudet, at man vil prioritere billigere og bedre offentlig transport.

Blandt andet reklamerede SF's formand, Villy Søvndal, under valgkampen med, at billetpriserne skulle kraftigt i bund.

Helle Thorning-Schmidt begrunder de dyrere billetter med, at Danmark befinder sig i en "meget vanskelig økonomisk situation."

- Pengene skal findes, før man kan sætte billetpriserne ned, understreger statsministeren.

- Vi har prioriteret at annullere besparelser på 300 millioner kroner hos DSB. Det vil så sige, at der ikke i denne omgang er blevet råd til at sætte billetpriserne ned.

- Dem, der mener, at billetpriserne skal sættes ned, de skylder et svar på, hvor pengene skal komme fra. Det har jeg endnu ikke hørt endnu, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun tør endnu ikke give et bud på, hvornår danskerne kan se frem til billigere busture.

- Jeg vil godt understrege, at det ikke bliver første gang, at der er noget, vi ikke får råd til, som vi gerne vil have i vores velfærdssamfund, siger Helle Thorning-Schmidt.

Det bliver helt specifikt 3,1 procent dyrere at købe billetter næste år.

Prisstigningen betyder for eksempel, at et klippekort til to zoner i hovedstadsområdet stiger fra 140 til 145 kroner, mens et kort til tre zoner stiger fra 180 til 190 kroner.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland