Thy Nationalpark indviet

I dag blev dørene åbnet til Danmarks første nationalpark - Nationalpark Thy. Statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt åbningstalen.

<b>Thy Naitonalpark</b>
Her kan man opleve de store og sammenhængende klitlandskaber, som rummer en natur, som kun findes få andre steder i verden. Nationalparken, som udgør 24.370 ha, strækker sig i et op til 12 km bredt bælte langs vestkysten fra Agger Tange i syd til Hanstholm i nord.

<b>Folkefest med brevduer og drager</b>
Statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt åbningstalen ved folkefesten, hvor 200 brevduer og 100 drager fløj af sted med det glade budskab.

<b>Logo for Nationalparken</b>
Samtidig blev det nye nationalparklogo præsenteret af miljøminister Troels Lund Poulsen, og der var uropførelser af særligt komponeret musik og lyrik til indvielsen af nationalparken.

- Danmark kommer nu på verdenskortet med sin første nationalpark - Nationalpark Thy. Naturen i Danmark er et samfundsgode, og det er vigtigt, den er tilgængelig og kan give store naturoplevelser til alle. Jeg håber, danskerne vil tage nationalparken til sig og bruge den - i respekt for naturen. Snart vil man også andre steder i landet kunne feste for nationalparkerne. Vi har fire mere på vej i Mols Bjerge, Skjern Å, Vadehavet og Kongernes Nordsjælland. Det er noget vi alle kan være stolte af, siger miljøminister Troels Lund Poulsen.

<b>Fester hele dagen ved Nors Sø</b>
På markedspladsen i nationalparken ved Nors Sø øst for Klitmøller er der blevet festet hele dagen ved telte og boder med mulighed for at smage på forskellige egnsretter fra Thy.

<b>Fotoudstilling og terrænløb</b>
De besøgende kunne se en foto-udstilling fra området og i nationalparken var det muligt at afprøve en række aktiviteter, som f.eks. hestevognsture, terrænløb og surfsimulator.
I aften fortsætter festen ved kystbyerne, og det er muligt at se nationalparken fra vandsiden med kuttere.

Forsiden lige nu