Tican uddeler 410 millioner kroner til andelshavere

Andelshaverne i Tican har haft millioner af kroner til gode, mens salget af koncernen skulle falde på plads. Nu er pengene på vej.

Efter at have ventet siden december på efterbetaling af svin, kan andelshaverne i slagterigiganten Tican nu ånde lettet op. De penge, som de havde ventet på siden december, vil nu blive udbetalt. Det sker efter at salget af Tican til den tyske slagterigigant Tönnies.

Tican a.m.b.a. fordeler 410 millioner kroner til andelshaverne – 300 millioner kroner udbetales og 110 millioner kroner indsættes på nye andelshaverkonti.

På den netop afholdte generalforsamling har Tican a.m.b.a.’s andelshavere vedtaget at udbetale en restbetaling på 105 øre/kg for svin og 90 øre/kg for søer leveret i regnskabsåret 2014/15.

Generalforsamlingen vedtog ligeledes at udbetale fem års hensættelser på A-kapitalkonti svarende til 100 millioner kroner, og samtidig fordeles 110 millioner kroner af den resterende egenkapital på nye personlige andelshaverkonti. Ud over dette får andelshaverne i Tican a.m.b.a. udbetalt yderligere 80 øre/kg i aconto betaling for slagtesvin leveret siden 1. oktober 2015 – i alt cirka 50 millioner kroner.

Udbetalingerne er betinget af endelig closing af aktiehandlen med Tönnies, hvilket forventes at finde sted den 11. marts 2016.

- Den løbende drift i selskaberne i 2014/15 har været stærkt påvirket af ejerskabsprocessen. Overordnet kan vi sige, at forædlingsdivisionen har klaret sig godt, hvorimod slagteridriften har været udfordret af et stort udbud af svinekød på verdensmarkedet, udtaler bestyrelsesformand Jens Jørgen Henriksen og forstsætter:

- Den langvarige ejerskabsproces og medfølgende usikkerhed blandt medarbejdere og kunder har udfordret forretningerne samt belastet regnskabet med store nedskrivninger og engangsomkostninger. Det regnskabsmæssige resultat er således et underskud på 32 mio. kr., men korrigeret for særlige værdireguleringer m.v. er driftsresultatet et overskud på 130 mio. kr., hvilket er en pæn fremgang i forhold til året før og bedre end budgetteret.

- I forbindelse med salget af Tican A/S til Tönnies har Tican a.m.b.a. indgået en administrations- og samhandelsaftale med Tican A/S, som sikrer attraktive vilkår og en fremadrettet konkurrencedygtig betaling for andelshavernes slagtesvin, slutter Jens Jørgen Henriksen.


Seneste nyt

fra Nordjylland