Tid til det vigtige

Han har skrevet bogen Tro, Stress og Depression - I verdens lykkeligste land om sin nedtur. Nu er han på vej op igen, og er blevet klogere på sig selv

Claus Søndergaard holder naturligvis sin bogreception på kanten af Limfjorden ved Lindholm å´s udløb. Naturligvis,fordi vandet og naturen har hjulpet ham ud af sit livs krise.

- Det var her jeg kom tilbage til livet, lyder det fra ham, mens han kigger ud over fjorden.

- Prøv at løft hovedet og se, det er til at blive glad i låget over.

For tre år siden fik han stress, der udviklede sig til svær depression. Han var på selvmordets rand og blev indlagt på den lukkede afdeling på psykiatrisk sygehus. Langsomt er han kommet til hægterne blandt andet ved hjælp af naturen.

- Jeg tager en tur i kajak og går lange ture på hærvejen, hvor jeg får gået mig nogle gode tanker til. 

Nu hvor han er på den anden side - den gode side af sygdommen, er han blevet klogere på sig selv.

- Noget af det, der gik galt, det er at, jeg gerne ville have at tingene skulle se ordentlige ud. Jeg ville gerne signalere, at jeg havde tjek på og styr på det hele. Kontrol over tingene. Men jeg havde bare ikke styr på og kontrol over alting. Det var ikke så perfekt. 

Claus Søndergaard blev også troende i processen og gav slip på det perfekte.

- Det perfekte liv er uperfekt, siger han.    


Seneste nyt

fra Nordjylland