Tidlig stimulering af demente skal udskyde behovet for hjælp

Et projekt i Hjørring Kommune skal holde gang i hjerneaktiviteten og udskyde behovet for hjælp og plejebolig.

”Hold hjernen i gang” hedder et tilbud i Hjørring Kommune, som henvender sig til folk, der er ramt af demens. Formålet med projektet er at sætte tidligt ind med træning af hjernen, for forhåbentlig at fastholde de dementes minder i længere tid.

- Alternativet ville være, at de ville tabe nogle af deres færdigheder langt hurtigere, end hvis de kommer ud og bliver stimuleret, siger Mette Flensted, der er demenskonsulent ved Hjørring Kommune.

quote Alternativet ville være, at de ville tabe nogle af deres færdigheder langt hurtigere.

Mette Flensted, demenskonsulent, Hjørring Kommune

Stimuleringen kan foregå på mange måder – gennem for eksempel sang, puslespil, museumsbesøg eller opgaveløsning på papir og computer. Deltagerne bliver undervist i hold med ti borgere. Aldersgruppen er 60-90 år.

Undervisningen er til gavn for borgerne og deres pårørende – men også for kommunen.

- Med projektet kan vi udskyde hjælpen i hjemmet og måske også behovet for en plejebolig, siger demenskonsulent Mette Flensted.

Hun peger desuden på, at hjernegymnastik sammen med andre ligesindede kan betyde, at nogen undgår at ende i depression.

Hør hele interviewet med demenskonsulent Mette Flensted.

Projektet ”Hold hjernen i gang” har kørt i to år. En gruppe ph.d.-studerende skal nu undersøge nærmere, hvilken effekt, kognitiv stimulering af tidligt demente har.


Seneste nyt

fra Nordjylland