Tidligere Aalborg-træner bliver ny landstræner

Foto: GEORGI LICOVSKI, Scanpix

Nikolaj Jacobsen, som i 2013 førte Aalborg Håndbold til DM-titlen, skal være landstræner for det danske herrelandshold. Til sommer overtager han posten fra Gudmundur Gudmundsson.

Rygterne har længe floreret, og nu er underskrifterne sat. Nikolaj Jacobsen bliver landstræner for det danske herrelandshold, og overtaget jobbet fra Gudmundur Gudmundsson, når kontrakten med islændingen udløber til sommer.

- Jeg ser det som en stor ære at få lov til at stå i spidsen for herrelandsholdet. Det er et job, der er meget attraktivt, og som ikke ofte kommer i spil, siger Nikolaj Jacobsen til DHFs hjemmeside.

Nikolaj Jacobsen var cheftræner i Aalborg Håndbold fra 2012 til 2014, og udover DM.titlen i 2013, så sikrede Jacobsen også Aalborgholdet sølvmedaljer i 2014. Siden 2014 har han været træner i den tyske storklub Rhein-Neckar Löwen, som vandt det tyske mesterskab i 2016.

Nikolaj Jacobsen har skrevet under på en kontrakt, der formelt starter den 1. august 2017 og løber frem til 30. juni 2021, men ansættelsen bliver på halv tid i den første del af perioden, eftersom han fortsætter som træner i Rhein-Neckar Löwen indtil 1. juli 2019. Nikolaj Jacobsen har haft en god dialog med sin klub, der bakker op om konstellationen, og indtil han tiltræder som landstræner på fuld tid, bliver det assistenttræner, Henrik Kronborg, der skal løfte en ekstra del af opgaverne. 

Fatka om Nikolaj Jacobsen:

- Født 22. november 1971
- A-landsholdsspiller fra 1991-2003 med 148 kampe og 584 mål på CV’et
- Klubspiller i GOG/Gudme, TSV Bayer Dormagen og THW Kiel
- Fra 2004 spillende assistenttræner i Viborg HK
- Fra 2007 assistenttræner i Bjerringbro-Silkeborg
- Fra 2012 cheftræner i Aalborg Håndbold, hvor de i 2013 blev danske mestre og 2014 vandt DM-sølv
- Fra 2014 cheftræner i Rhein-Neckar Löwen, hvor de i 2016 blev tyske mestre 

 

Har du et godt tip?