Landsretten stadfæster dom: Tidligere bandeleder idømt to års fængsel

I november sidste år ankede eks-bandelederen Danny Abdalla en dom på to års fængsel for voldtægt og frihedsberøvelse. Den dom har landsretten nu stadfæstet.

Den tidligere leder af Den Internationale Klub i  Aalborg, Danny Abdalla, er onsdag blevet idømt to års fængsel for voldtægt og frihedsberøvelse. Det skriver TV2

Det er en stadfæstelse af byretten i Hjørrings dom fra november 2018. Dengang ankede Danny Abdalla dommen, men nu har landsretten i Viborg altså erklæret sig enig med byretten. 

Sagen drejer sig om, at Danny Abdalla tilbage i 2014 har hentet en dengang 19-årig pige i Randers. Hun er herefter blevet bragt til en adresse i Frederikshavn, hvor Danny Abdalla har misbrugt hende seksuelt. 

Danny Abdalla nægter sig skyldig. 

De to års fængsel bliver lagt oven i en tidligere dom, hvor Danny Abdalla er idømt 12 års fængsel for 36 forskellige forhold om voldtægter, skyderi og handel med narko. Altså er den tidligere bandeleder dømt til samlet 14 års fængsel. 

Samtidig bliver Danny Abdalla dømt til udvisning for fjerde gang. Myndighederne kan dog ikke udvise Danny Abdalla, da han vil blive idømt dødsstraf, hvis han bliver sendt tilbage til Libanon. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland