Tidligere NT-direktør stopper i DSB

[size=2]DSB er igen uden direktør. Den nuværende Christian Roslev, der er tidligere direktør i Nordjyllands Trafikselskab, fratræder øjeblikkeligt. [/size]

DSBs direktør, Christian Roslev, forlader nu den skrantende koncern.

Direktøren, der blev udnævnt 1. juli i år til at køre DSB gennem krisen, forlader koncernen "af helbredsmæssige årsager".

Christian Roslev skriver selv i en kortfattet kommentar:

- Det har ikke været nogen nem beslutning for mig, da jeg har sat pris på samarbejdet med DSBs bestyrelse, ledelse og øvrige medarbejdere. Jeg har ikke yderligere kommentarer, hvilket jeg håber, at alle har forståelse for.

DSB har udpeget økonomidirektør Jacob Kjær som ny konstitueret direktør.

Den 44-årige Christian Roslev kom til DSB fra en stilling som administrerende direktør i Nordjyllands Trafikselskab. Og med det nye job skiftede han busser ud med tog. At valget faldt på Roslev skyldtes blandt andet hans erfaringer indenfor netop transport.

Den nu forhenværende direktør skulle køre DSB videre efter en turbulent tid med blandt andet en fyring af den tidligere DSB-direktør Søren Eriksen. Han blev fyret på grund af store økonomiske problemer i datterselskabet DSBFirst.

Efterhånden som skandalen om DSBFirst blev rullet ud, røg der flere og flere direktører i svinget. Og til sidst gav DSBs bestyrelsesformand Mogens Granborg også op. Han trak sig - også på grund af helbredet.

Christian Roslev satte sig for bordenden i DSBs hovedsæde den 1. august. Og nu her små tre måneder senere skal DSB igen ud og finde en ny direktør.

Bestyrelsen har sat gang i arbejdet med at finde en ny direktør, oplyser DSB.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland