Tidligere rådmand gør comeback

Anne-Dorte Krog gør politisk comeback til kommunalvalget i 2017. Foto: TV2 Nord (Arkiv)

Den tidligere SF-rådmand i Aalborg, Anne-Dorte Krog gør comeback til kommunalvalget som spidskandidat for Den Sociale Fællesliste.

Den Sociale Fællesliste i Aalborg har nu fundet sin spidskandidat, når der er kommunalvalg i efteråret 2017. Og der er tale om lidt af et politisk comeback.

-    Vi har spurgt tidlige byrådsmedlem gennem 12 år og rådmand Anne-Dorte Krog om at gå i spidsen til kommunalvalget i 2017 og hun har takket ja til at repræsentere listen. Vi har været i dialog med Anne-Dorte gennem længere tid, og hun brænder de samme grundlæggende værdier som Den Sociale Fællesliste ønsker gennemført i Aalborg Kommune og vi er rigtigt glade for hendes beslutning, siger formand for listens bestyrelse, Susanne Jonstrup.

Anne-Dorte Krog meldte sig i 2012 ud af SF og valgte ikke at stille op til byrådsvalget i 2013. Hun prioriterede i stedet at have et civilt arbejde, at være sammen med familien og pleje sine interesser for kunst og idræt.

-    Nu har jeg fundet et politisk ståsted, hvor jeg kan se mig selv i øjnene og glæder mig til at være med til at sætte en social dagsorden op til det kommende valg, siger Anne-Dorte Krog.

Kommunalvalget afholdes d. 21. november 2017.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord