Tidligere udvalgsmedlem i AaB Ishockey dømt for bedrageri

Den dømte snød sig over en to-årig periode til godt to millioner kroner.

En 41-årig mand fra Aalborg er mandag eftermiddag blevet dømt for at have snydt sig til godt to millioner kroner i sit tidligere virke som udvalgsmedlem i AaB Ishockey.

Dommen lød på et år og seks måneders betinget fængsel med vilkår om 240 timers samfundstjeneste.

Bedrageriet stod på fra den 1. januar 2012 og frem til den 31. december 2013, hvor den nu 41-årige mand indgik aftaler med flere spiludbydere om at modtage støtte til AaB Ishockey. Her havde manden oplyst et kontonummer, som spiludbyderne overførte pengene til.

Men kontoen var ikke AaB Ishockeys. Derimod strøg pengene ind på den dømtes private konto. I 2012 blev der overført 920.185 kroner til den dømtes konto. Året efter modtog han 1.163.679 kroner. Til sammen blev der overført 2.083.864 kroner eller godt to millioner kroner til den dømtes private konto.

Mandag var han for Retten i Aalborg, hvor han erkendte sig skyldig i bedrageriet.


Seneste nyt

fra Nordjylland