Tidligere V-borgmester melder sig ud af partiet

Flemming Jansen, tidligere borgmester i Pandrup Kommune, tager sit gode tøj og går.

Flemming Jansen, der indtil kommunesammenlægningen i 2007 var borgmester i Pandrup Kommune, har meldt sig ud af Venstre. Det oplyser han i en pressemeddelelse

Han skriver, at han ikke længere kan identificere sig med partiets ledelse på landsplan og langer kraftigt ud efter partisekretær Claus Richter, der udtalte sig om årsagen til at partiet har forsynet formand Lars Løkke Rasmussen med tøj for 152.000 kroner. "Det har vi gjort, fordi vi er professionelle," udtalte han.

-Jeg har været så naiv at tro, at jeg var medlem af en folkelig bevægelse båret af nogle liberale værdier med et åndeligt udgangspunkt i blandt andet Grundtvig. Jeg kan nu forstå, at jeg er medlem af en professionel salgsorganisation, som sælger en vare, der hedder politik. Hvordan den politik udbydes, kommer åbenbart an på den aktuelle markedssituation. Derfor løber den velklædte formand nu også fra, at den helt urimelige topskat er et problem, skriver Flemming Jansen i pressemeddelelsen.

- Med min udmeldelse kan jeg nu uden dårlig samvittighed sætte mit kryds det sted, hvor jeg føler, det hører hjemme. Det vil altid være i den borgerlige lejr - og måske også hos Venstre. Men kontingentbetalende medlem vil jeg ikke være mere, skriver han videre og understreger at udmeldelsen ikke bunder i lokale årsager, men altså i landsledelsens "moralske habitus."


Seneste nyt

fra Nordjylland