Tidligere White Hawks spiller bedst betalte dansker i NHL

Den tidligere Frederikshavn White Hawks spiller Frederik Andersen bliver bedst betalte dansker i den amerikanske ishockeyliga efter klubskifte.

Den tidligere målmand for Frederikshavn White Hawks Frederik Andersen skifter klub i den bedste amerikanske ishockeyliga (NHL). Skiftet gør ham samtidig til den bedst betalte dansker i NHL og en af de bedst betalte danske sportsstjerner nogensinde. Det skriver TV2 Sporten.

Frederik Andersen skifter fra klubben Anaheim Ducks til Toronto Maple Leafs. Den største og rigeste klub i hele ligaen. Frederik Andersen høstede sidste sæson store roser for sit målmandsspil, hvor han var medvirkende til, at Anaheim Ducks blev det hold, som lukkede færrest mål ind i ligaen.

Det er den form, der nu har skaffet ham en guldrandet kontrakt i Toronto. Med skiftet forventes Frederik Andersen ifølge TV2 Sporten at kunne hæve omkring 32 millioner kroner om året.

Frederik Andersen spillede i Frederikshavn White Hawks fra 2009 til 2011.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord