Til den fuglevenlige haveejer: Foderbrættet kan gøre fuglene syge

Det klassiske foderbræt skal skiftes ud med en foderautomat, da fuglene kan blive syge af at spise fra brættet. Sådan lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.

Et fint lille fuglehus fyldt op med alt godt en fugl kan ønske sig, kan lyde som den helt rette lokkemad, hvis man gerne vil have en masse fugleaktivitet i haven.

Det er dog langt fra en god løsning, og i værste tilfælde, kan det ende med at slå fuglene ihjel. Det klassiske foderbræt kan nemlig gøre fuglene alvorligt syge, fordi fuglene både spiser, træder og lægger afføring i kornet.

- Når fuglene går rundt på foderbrættet blandes foder og afføring med hinanden. Herigennem kan fuglene få en virus, eller en anden sygdom kan blive overført igennem afføring, og så kan de dø af det, siger Kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Nordjylland, Torben Pihl.

Derfor anbefaler Dyrenes Beskyttelse nu at alle fuglevenlige haveejer, skifter deres foderbræt og fuglehus ud med en foderautomat.

- Fordelen ved en foderautomat er, at foder og afføring holdes adskilt. Det er en fordel og med til at mindske sygdomme, siger Torben Pihl.

Ifølge ham kan foderautomater trække en masse fugle til haven. Foderautomaterne kan købes i diverse byggemarkeder.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland