Til kamp for Aalborgs bedste udsigt

Danmarks Naturfredningsforenings (DN) lokalafdeling i Aalborg Kommune indbyder søndag 7. september byens borgere til en familiedag på Signalbakken i Vejgaard.

Naturens Dag
Denne dag er der landet over Naturens Dag, og i Aalborg vil man rydde buske, krat og småtræer for at sikre en af byens enestående udsigter

Sikre udsigten
Det handler om at pleje naturen og at sikre udsigten til den åbne horisont mod vest, når Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Aalborg på Naturens dag 7. september indbyder familien Aalborg til at rydde buske, træer og slå græs på Signalbakken i Vejgaard.
Hvis man lader stå til, vil området på en af Aalborgs smukkeste bakketoppe gro til i tætte krat, og så kan det kuperede terræn, der på Signalbakken når 53 meter op i landskabet, ikke bruges af folk, der godt kan lide udsyn og overblik.

- Vi opfordrer alle til at møde op kl. 10 på Signalbakken ved Bakkegårdsvej i Vejgaard. Så vil vi sætte aktionen i gang og udlevere handsker og værktøj til dem, der ikke selv har redskaber med, siger Flemming Andersen fra DN.

Svinger leen o.a.
Foreningen vil stille et antal håndsave, ørnenæb, grensave og høleer til rådighed. Og der vil være folk til stede, som er trænede i at betjene en høle. De vil kunne lære uøvede at svinge leen.

Naturens ambulance
Desuden vil Naturens Ambulance, der er Danmarks Naturfredningsforenings rullende førstehjælper i det fri, rykke ud til Signalbakken. Ambulancen vil være fyldt med værktøj til låns.

- Vi har lavet den aftale med Aalborg Kommune, der ejer Signalbakken, at vi vil rydde så mange krat af hyben, hindbær, småtræer og høje græsser som muligt. Kommunen vil så tage sig af de større træer, der stjæler udsigten, siger Flemming Andersen, der opfordrer så mange borgere som muligt til selv at tage værktøj med på Naturens Dag.

Naturpleje på Signalbakken
Naturplejen på Signalbakken skal ikke alene sørge for et frit udsyn, den skal også give blomsterne og de mindre planter på bakkerne bedre vækstvilkår.

- Som det ser ud nu, er den rynkede rose, hybenrosen, ved at brede sig. Denne plante er uønsket her i landet, for den hører slet ikke til hos os. Den skygger vores indfødte flora ihjel og kan til sidst gøre det svært at færdes i terrænet. Den skal helst helt væk, siger Flemming Andersen.

Naturens Dag på Signalbakken vil vare fra kl. 10 og fire timer frem. Derpå er der frokost midt i det grønne på toppen.

Generelt trænger den danske natur mange steder til pleje i form af slåning og fældning. Husdyr, der græsser og holder landskaberne åbne, er ikke så almindelige, som de var engang.

Derfor gror mange mindre lokaliteter til i ubemærkethed. Men det skal ikke ske på Signalbakken, mener Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Aalborg.

Derfor giver den signal til en omgang bakke-rydning.
Efter Naturens Dag vil DN i Aalborg i et samarbejde med Vejgaard Samråd forsøge at etablere et plejelaug på Signalbakken.
Plejelauget skal sikre, at naturplejen i området bliver permanent og ikke blot en engangs-forestilling.


Seneste nyt

fra Nordjylland