Til kamp mod Karius og Baktus

Det er der hårdt brug for i Vesthimmerland

I de nationale, regionale og kommunale statistikker over caries, fyldninger og tandudtrækninger, ligger Vesthimmerland i øverste - forkerte ende.

Det bliver der ifølge kommunen nu gjort noget ved

- Fakta er, at vi i selskab med nogle vestjyske kommuner har en stor, stor forebyggende opgave foran os, som i mange tilfælde også har en social karakter. Det siger Lars Høvenhoff, tandlæge og leder af Den Kommunale Tandpleje i Vesthimmerlands Kommune.

En aftale mellem Vesthimmerlands Kommune, Den Kommunale Tandpleje i Aars og ni private tandlægeklinikker fordelt over hele Vesthimmerland, kan nemlig forstærke sikkerhedsnettet under ungernes tænder.

I den ny aftale kan børnene vælge mellem de ni private klinikker i ordningen og kommunens børnetandpleje. De privatpraktiserende tandlæger forpligter sig til gengæld til at informere forældre og kommune, hvis et barn udebliver fra undersøgelser, eller har mere generelle sundhedsproblemer.

- Det nye ved aftalen er, at tandlægerne og socialudvalget får et fælles ansvar for, at samle de tilfælde op, hvor der skal en særlig indsats til, forklarer Lars Høvenhoff.

Det frie valg er afgørende for socialudvalgsformand i Vesthimmerlands Kommune, Kurt Friis Jørgensen (V) .

- For mig er det vigtigste, at det er en fleksibel ordning, der passer til det familieliv, som mange lever i dag. Børnene kan blive ved med at bruge den tandlæge, som de har nu tre år frem i tiden, siger hand

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord