Til kamp mod kiloene

Et nyt projekt i Mariagerfjord Kommune skal bekæmpe overvægten blandt børn.

Mange nordjyder vejer for meget. For at ændre det har Mariagerfjord Kommune sat et nyt projekt i gang for kommunens overvægtige børn og deres familier.

Blandt de 8-12 årige i Mariagerfjord Kommune er hver fjerde overvægtig. Det er langt flere end på landsplan, hvor tallet ligger under hver femte.

- Mariagerfjord Kommune har et meget stort problem med overvægtige børn, og det er så stort, at vi bliver nødt til at gøre noget ret drastisk for at bekæmpe det, siger Anders Ring der er sundhedsmedarbejer i kommunen.

Sund kost og masser af motion er kodeordene for de 30 familier, der er med i projektet, der har fået navnet: "Så letter vi".

- Vi er ude og motionere, fordi vi går til "Så letter vi", fordi vi godt vil blive tyndere, siger 10-årige Cecilie Hald.

To år varer forløbet, hvor familierne bliver fulgt tæt undervejs. De går til ugentligt motion og jævnligt madlavningsaftenener.

Allerede nu efter de første tre måneder, viser resultaterne sig.

- Vi har sat del fokus på det. Hjemme hos os er der blevet lagt en del om i forhold til madvanerne. Vi tænke lidt mere over, hvad vi putter i munden, siger Malene Pedersen, der er Cecilies søster.

Og Cecilie har allerede tabt over to kilo.

- Jeg har kun tabt mig. Jeg har slet ikke taget på, siger Cecilie.


Seneste nyt

fra Nordjylland