Tilflytter fra København: Prøv det!

Mohammad Rona fra København flyttede for et par år siden til Aalborg, fordi hans arbejdsplads flyttede fra København til Nordjylland. Han er glad for at bo her, og har ingen planer om at flytte tilbage til hovedstaden.

I 2010 arbejdede Mohammad Rona for Telenor. Da hans arbejdsplads i København flyttede til Aalborg, flyttede han med. I begyndelsen var det noget af en oplevelse.

- Det var et kæmpe kulturchok! Det var noget helt andet. Byen var lige pludselig mikro, og der var ikke så mange mennesker på gaderne efter klokken 17. Jeg var faktisk parat til at tage af sted igen efter en måneds tid, fortæller Mohammad Rona.

Men sådan gik det ikke. Han blev i Aalborg, og gav det nye postnummer en chance.

- Det var svært i starten. Jeg fik da også hjemve. Jeg flyttede væk fra venner og familie, de var 400 kilometer væk. Men det var godt jeg gjorde. Jeg er glad for beslutningen den dag i dag, siger Mohammad Rona.

Han fik hurtigt et nyt netværk og fandt en kæreste. I dag bor parret i Aalborg med deres søn på et år. De er netop kommet hjem til Danmark, efter at have taget et halvt år i udlandet. Der var ingen tvivl om, at det var Aalborg, de skulle vende tilbage til.

- Forskellen mellem København og Aalborg bliver mindre og mindre. Så det er en af grundene til, at vi bliver i Nordjylland. Det er bare rigtig dejligt at være her. Der er alle muligheder heroppe, siger han.

Den 29-årige københavner følger også med i debatten om udflytningen af statslige arbejdspladser. Han forstår godt, at det kan være svært for familier at tage turen fra København til Nordjylland, men anbefaler alligevel at prøve det af.

- Jeg tror ikke, at man skal være bange. Afstanden er minimal i dag, og du kan flyve til København på 25 minutter. Så jeg vil sige til de familier, der overvejer det: Prøv det! I kan jo altid vende tilbage, siger han.

Mohammad Rona arbejder ikke længere for Telenor. Faktisk leder han efter nyt job, og han leder kun i Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland