Tilfredshed i top i Region Nordjylland

Region Nordjyllands medarbejdere er meget tilfredse med deres arbejdsplads. Det viser en stor tilfredshedsundersøgelse, som regionen netop har gennemført.

Undersøgelsen af medarbejdertilfredshed omfatter alle Regionens arbejdspladser - sygehuse, psykiatri, sociale institutioner og den fælles administration.

I alt 84 procent af medarbejderne har deltaget i undersøgelsen, og den samlede vurdering af tilfredsheden er høj. Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
 
- Vi er meget stolte over og glade for resultatet. Det viser, at medarbejderne helt generelt opfatter regionen som en god arbejdsplads med god ledelse, tillid og trivsel. Resultatet er ikke mindst flot set i lyset af, at vi jo er en arbejdsplads, der igennem flere år har været præget af store forandringer og høje krav om, at vi hele tiden leverer mere sundhed for pengene, siger regionsdirektør Per Christiansen.
 
Tilfredshedsundersøgelsen viser, at medarbejderne opfatter regionen som en attraktiv arbejdsplads, som de vil anbefale andre at søge job hos. Undersøgelsen viser også, at medarbejderne føler sig meget motiverede i deres arbejde, og at de oplever at have stor indflydelse på deres arbejde.
 
Billedet af tilfredse medarbejdere er ens på tværs af alle regionens arbejdspladser.
 
- Vi kan se, at vi er på rette spor i forhold til at udvikle en god arbejdsplads. Men undersøgelsen peger også på steder, hvor vi kan blive endnu bedre. Det gælder eksempelvis videndeling på tværs og udnyttelse af medarbejdernes kompetencer. Så selv om vi har høj tilfredshed, skal det på ingen måde være en sovepude for os, siger Per Christiansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland