Tilstod drab på sms til kammerater

Den 15-årige drabsmand sendte nyheden rundt til bekendte

Mange vidste besked om morders identitet efter drabet ved Aalborg Stadion. På trods af det var der ingen der henvendte sig til politiet.

Efter drabet sendte den 15-årige sin mobiltelefon-film til i hvert fald en anden person, hans kammerat. Men også sms'er om, at drabet havde fundet sted til en række andre børn og unge, der for en rækkes vedkommende er gadebørn og hænger ud i og omkring Kennedy-arkaden i Aalborg. Det skriver nordjyske.dk.

I det miljø vidste personer altså i mange timer, mens politiet efterforskede sagen, hvem drabsmanden var, uden at nogen af dem henvendte sig til politiet med den oplysning. Den 15-årige blev anholdt dagen efter drabet sidst på eftermiddagen.

Chefpolitiinspektør Jørn Aabye, Nordjyllands politi vil ikke kommentere den konkrete sag ,men bekræfter at netop teleoplysninger i flere og flere sager bliver meget vigtige redskaber i efterforskning af straffesager, og at politiet bruger dem mere og mere.

- I takt med at de elektroniske måder at kommunikere på udbredes og bliver hurtigere, får vi også flere effektive og hurtige redskaber i efterforskningen af kriminalitet, siger han.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord