Tiltale: Forældre mishandlede deres seks børn i årrække

Et forældrepar er tiltalt for over 11 år at have sparket og afstraffet deres børn fra et til 17 år på grusom vis i Frederikshavn og Alicante.

Endnu en sag om børnemishandling bliver nu optrevlet i det nordjyske, når en retssag mod et forældrepar begynder ved Retten i Hjørring senere på ugen. 

Forældrene er tiltalt for fra 2004 til januar 2015 flere gange - i perioder dagligt - at have udøvet vold mod deres seks børn to adresser i Frederikshavn og Alicante i Spanien. 

Anklagen lyder på, at de har slået og sparket børnene i hovedet og på kroppen, skubbet dem og slået dem med forskellige genstande - blandt andet sko, læderrem, ledning og kosteskaft, ligesom de har taget kvælertag på et af børnene. 

Derudover er forældrene tiltalt for at have smidt varm mad og cigaretgløder efter børnene og banket et af børnenes hoveder ind i en væg og for at have vredet foden rundt på et af børnene. 

Samtidigt er de tiltalt for at have tvunget børnene til at sidde på knæ med hænderne placeret op af en væg i op til to timer ad gangen. 

Hvis de nægtede, blev de slået med et læderbælte. 

Retssagen mod forældrene begynder ved Retten i Hjørring på torsdag. 


Seneste nyt

fra Nordjylland