Tiltale: Mor lod mænd voldtage sin datter

En i dag 10-årig pige er ifølge politiet blevet voldtaget af flere mænd, herunder sin stedfar. Moren så på.

En lille nordjysk pige på i dag 10 år blev gennem størstedelen af 2014 udsat for adskillige sexovergreb og ekstreme ydmygelser.

Det fremgår af anklageskriftet mod pigens 53-årige mor og 52-årige stedfar. Det er nemlig dem, der ifølge politiet har ladet flere mænd tvinge pigen til samleje og oralsex, alt imens de så på i deres hjem i Nordjylland.

Overgrebene skal have fundet sted fra januar 2014 til 10. oktober samme år. Pigen var således bare otte år, da krænkelserne menes at være begyndt.

Mandag indleder Retten i Hjørring sagen mod parret, der nægter sig skyldige i en liste af grusomme anklager.

Ifølge politiet var det moren og stedfaren, der arrangerede mødet mellem de endnu uidentificerede voldtægtsmænd og datteren.

Først lød anklagen mod parret på, at pigen mindst tre gange i 2014 er blevet voldtaget af sin stedfar, mens pigens mor forholdt sig passiv.

Men siden er anklagen altså blevet udvidet til, at de også har ladet andre mænd få seksuel adgang til pigen i samme periode.

Af den nye anklage fremgår det også, at én mand havde samleje med moren, mens en anden voldtog datteren. Herefter bad moren om, at mændene byttede plads og fortsatte. I flere tilfælde betalte parret efterfølgende et mindre beløb til datteren.

Ifølge anklagen i den nordjyske sag er overgrebene ikke kun gået ud over den nu 10-årige datter.

Fra 2000 til 2002 skal morens anden datter også være blevet misbrugt.

Kvinden lod angiveligt en mand gennemføre seksuelle overgreb af forskellig art på pigen, mens hun selv så på. Overgrebene begyndte, da datteren var ni år gammel.

Både stedfaren og moren er desuden tiltalt for at have fotograferet den førstnævnte piges blottede underliv, mens moren på flere andre måder skal have krænket datterens blufærdighed.

Der ventes dom i sagen 27. maj.


Seneste nyt

fra Nordjylland