Tiltalt erkender overgreb mod pige

Den 34-årige kvinde, der er tiltalt for seksuelle overgreb og voldtægt, erkender et tilfælde af seksuelt overgreb mod en pige.

I sagen, hvor et ægtepar fra Aalborg Øst er tiltalt for seksuelle overgreb og voldtægt af flere mindreårige, bliver den 34-årige kvinde afhørt ved Retten i Aalborg. Sammen med sin 33-årige mand er hun tiltalt for blufærdighedskrænkelse, seksuelle overgreb og voldtægt mod fire mindreårige piger, heribalndt parrets egen datter, der i dag er 13 år.

Den 34-årige erkender, at hun har været seksuelt sammen med en af pigerne. Pigen var på det tidspunkt 13 år, men den 34-årige troede, at hun var meget ældre, 16-18 år, siger hun. Dette forhold handler om at have brugt sexlegetøj på pigen, og den 34-årige siger, at pigen selv lagde op til det.

De øvrige ofre er piger, som er kommet i hjemmet i Aalborg Øst, og moderen forklarede i retten, at hjemmet ofte var fyldt med andre børn end familiens egne, der udover pigen tæller tre drenge på 11, 8 og 1 år. Den 1-årige har dog aldrig været i hjemmet, da moderen har været indlagt med ham og senere blev anbragt på opholdssted med ham.

Moderen forklarer, at de børn, der kom i hjemmet, havde det svært derhjemme. Børnene boede nærmest fast hos de tiltalte og deres børn, og moderen talte meget med dem og hjalp med lektier. Hun erkender dog, at der nok har været festet for meget, og hun erkender også, at der blev røget hash i hjemmet, og at gæsterne blev fulde.

Den 34-årige kvinde sagde i retten, at hun ikke ved, om hendes mand har haft sex med pigerne, men at hun ikke kan forestille sig, at det er sket. Hun tror, at pigerne har digtet historierne for at få erstatning, da en af pigerne tidligere har fået en erstatning på 10.000 kroner i en anden sag.


Seneste nyt

fra Nordjylland