Tiltalt for vanvidskørsel i Gug: Nu er hans Mercedes GL 500 på spil

En aalborgenser bliver tiltalt for vanvidskørsel, når han efter planen sætter sig på anklagebænken i Retten i Aalborg mandag.

Ifølge anklageskriftet blev sømmet populært sagt jokket i bund, da en 34-årig mand var på køretur i Gug i en potent Mercedes GL 500, som nu står til at blive konfiskeret.

Baggrunden er, at han ifølge politiet optrådte groft uforsvarligt på en køretur i Gug 7. oktober 2021 ved middagstid.

Det fremgår af sagen, at den 34-årige kørte i en Mercedes GL 500 og blev målt til at køre 128 kilometer i timen i området omkring gaden Vedbæk, hvor højeste tilladte hastighed er mindre end det halve – nemlig 60 kilometer i timen.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Retsmødet for denne sag er fastsat til mandag 12. december ved Retten i Aalborg.

Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Ulovlig overhaling

Ikke nok med det. Han er samtidig tiltalt for at have overhalet to biler højre om, da han kom blæsende med mere en den dobbelte hastighed af det tilladte.

På toppen af det hele havde den 34-årige heller ikke lov til at køre i bilen. Han er nemlig også tiltalt for brugstyveri af bilen ved at have brugt den uberettiget. 

Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvem bilens ejer er, og om det er en, som den tiltalte har en relation til. 

Uanset hvad så hænger den potente Mercedes i en tynd tråd. Politiets anklager i sagen lægger nemlig op til konfiskation af bilen i forbindelse med retssagen.

Det fremgår ikke før sagens start, hvad manden siger til anklagerne om den vanvittige køretur i Gug.


Seneste nyt

fra Nordjylland