Tiltalt for to voldtægter

19-årig tiltalt forlanges udvist efter to voldtægter i Aalborg sidste efterår.

En 19-årig mand er tiltalt ved Retten i Aalborg for i oktober sidste år at have voldtaget to kvinder i en baggård på Boulevarden.

De to voldtægter fandt sted henholdsvis 6. og 20. oktober sidste år, og i begge tilfælde står den tiltalte overfor anklager om at have tvunget kvinderne, der er født i henholdsvis 1991 og 1988, ind i en baggård på Boulevarden og have begået fuldbyrdet voldtægt samt anden kønslig omgang.

Den tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden slutningen af oktober. Han blev anholdt kort efter den sidste af de to voldtægter og sidder i øjeblikket i Vejle Arrest.

Voldtægt har normalt en strafferamme på op til otte år. Anklagemyndigheden kræver samtidig manden udvist af Danmark.

Sagen er sendt til Retten i Aalborg, men der er endnu ikke blevet fastsat en dato for retssagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland