Tina Nedergaard forlader ordførerpost

Foto: TV2/Nord

Den tidligere undervisningsminister vil bruge mere tid på at forsøge at blive borgmester i Mariager.

Tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard (V) trapper ned i Folketinget for at koncentrere sig mere om at blive borgmester i Mariager Fjord i Himmerland ved valget i november 2013.

Tina Nedergaard træder tilbage som forskningsordfører. Hun erstattes af Esben Lunde Larsen, som er cand.theol. og ph.d.-studerende fra Skjern. Han har ikke nogen ordførerpost i forvejen.

Tina Nedergaard fortsætter i Folketinget på sine poster i blandt andet fødevareudvalget og børn- og ungeudvalget, oplyser Venstres Pressetjeneste.

Hun trådte tilbage som undervisningsminister i marts sidste år efter kun et år på posten. Som alenemor angav hun hensynet til familien som årsagen til sin afgang, som hun valgte at lægge i forbindelse med en regeringsrokade.

I februar i år meddelte hun, at hun forsøger at blive borgmester i Mariager, som i dag har en socialdemokratisk borgmester.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord