Tipsmidler til friluftsliv

Friluftsrådets bestyrelse har bevilget i alt 7.2 millioner i tilskud til 133 projekter fra puljen "Tips- og lottomidler til friluftslivet"

De støttede projekter ligger inden for området friluftsliv og naturformidling og omfatter mange spændende initiativer. Blandt de mange projekter, der har fået støtte, er en række nordjyske initiativer.

Læsø Historieparkfond har fået et tilskud på 111.000 kr. til ombygning af en bundgarnsjolle, således at den kan rumme 12 passagerer, som gennem en specialbygget glasbund kan iagttage naturen og livet i havet. Formålet med projektet er at formidle naturoplevelser til en bred målgruppe af Læsø-boere, skoleelever, lejrskoleelever og øvrige gæster på Læsø.

Sundby Friskole på Mors er også blandt modtagerne. Her har man modtaget et lignende beløb til etablering af et åbent hus med bålhytte, samt til indkøb af udstyr til naturundersøgelser. Projektet skal fungere som "udeskole" for den eksisterende skole. Samtidig skal andre lokale foreninger have mulighed for at bruge huset.

Flere nyheder fra TV2 Nord