Tjek din mentale sundhed - nu på nettet

Foto: TV2 Nord

Mange har en idé om, hvad man kan gøre for at bevare eller forbedre sin fysiske sundhed – men hvad med den mentale sundhed? Mental sundhed og trivsel er mindst lige så vigtig som fysisk sundhed.

Fra i dag den 1. februar er det som noget nyt for borgerne i Aalborg muligt at teste i hvor høj grad, man gør noget, der styrker ens egen og andres mentale sundhed – på mentaltsund.dk, som lanceres af indsatsen "ABC for mental sundhed",  der er støttet af Nordea-fonden.

At have det godt, trives og fungere i hverdagen – kort sagt at være mentalt sund – er mindst lige så vigtigt som at være fysisk sund, da det fremmer livskvaliteten og for eksempel modvirker depression og angst. Men hvad vil det mere præcist sige at være mentalt sund, og hvordan kan man blive klogere på sin egen og andres mentale sundhed?

Svarene skal findes i indsatsen "ABC for mental sundhed’" som byder på konkret viden, råd og aktiviteter, og nu også lancerer en helt ny test, hvor det er muligt for borgerne i Aalborg at teste deres mentale sundhedsadfærd – på mentaltsund.dk. Samtidig giver testen bud på, hvordan man kan styrke sin egen og andres mentale sundhed og livsglæde.

Man kan groft sagt tale om tre stadier af mental sundhed – høj, moderat og dårlig. Udenlandske undersøgelser viser, at gruppen med dårlig mental sundhed har næsten seks gange højere risiko for at udvikle depression end dem med høj mental sundhed, og gruppen med moderat mental sundhed har omkring tre gange øget risiko i forhold til dem med høj mental sundhed. Men den gode nyhed er, at den mentale sundhed kan trænes og styrkes akkurat som vores fysiske sundhed – for eksempel ved at være en del af fællesskaber.

- Gennem aktivitet, fællesskab og meningsfuldhed kan vi forbedre og styrke vores mentale sundhed. Det er afgørende for vores trivsel, og der er mange forskellige måder og niveauer, vi kan handle på. For eksempel ved at gøre noget for andre, være med i en madklub, læse en bog, spille et spil med børnene, gå en tur, give tid til ro og fordybelse eller være en del af den lokale idrætsforening. Det handler om at finde ud af, hvad der giver livet mening, glæde og værdi, fortæller Vibeke Koushede, seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed og ekspert i mental sundhedsfremme.

I Aalborg Kommune ser man frem til at borgerne kan teste sig selv. 

- Vi er rigtigt glade for at Aalborgenserne nu får mulighed for at ”teste” hvor godt de plejer deres mentale sundhed. Helt overordnet håber jeg på det vil skabe fokus i offentligheden at den mentale sundhed er vigtig, og for den enkelte kan testen måske hjælpe med at indikere om vedkommende er i en livssituation, hvor han eller hun bør gøre noget mere for styrke sin egen trivsel, siger Mads Duedahl (Venstre), Sundheds- og Kulturrådmand i Aalborg Kommune.

Læs mere og test dig selv på www.mentaltsund.dk

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord