TV2 Nord

Tjekkisk surfer udløste alarm ved Attrup Havn

Foto: Privatfoto

Det lignede umiddelbart en drukneulykke ved Attrup Havn tirsdag eftermiddag, men en træt og våd tjekkisk surfer kunne selv vade i land.

En tjekkisk surfer endte tirsdag eftermiddag på dybere vand, end han havde regnet med, da han stævnede ud fra Attrup Havn ved Brovst.

Så dybt, at Nordjyllands Beredskab måtte træde til og tjekke, om han var okay.

Surferen var fra land blevet set drive rundt ved siden af sit surfbræt i Limfjorden, og det fik en borger på land til at slå alarm. Cirka 15 minutter senere var beredskabet på pletten og kunne sætte en båd i vandet.

- Og vi kom da også ud til ham og fik kontakt, men på det tidspunkt var han drevet så langt ind mod land, at han selv kunne vade det sidste stykke, siger indsatsleder Niels Nørhave.

Hvad der præcis var sket på fjorden, siden windsurferen havde opgivet ævred og foretrak at ligge i vandet frem for at stå på sit surfbræt, havde indsatslederen ikke umiddelbart noget bud på.

- Men det er nok vejret, der har drillet ham lidt derude. Det vigtigste er, at han kom i land, og at han har det godt, siger Niels Nørhave til TV2 Nord.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord