Tjetjenere truede personale på Borgerservice i Thisted

En sag om tvangsfjernelse af børn fik torsdag eftermiddag 20-30 tjetjenske mænd og kvinder til at troppe op hos Borgerservice i Thisted, hvor de truede personalet.

Midt- og Vestjyllands Politi måtte torsdag eftermiddag sende knap 10 patruljer til Borgerservice på Asylgade i Thisted hvor mellem 20 og 30 tjetjenske mænd og kvinder var troppet op og opførte sig truende overfor personalet. Det skriver TV Midtvest.

- Vi fik en anmeldelse 13.55 om, at der var en større flok, der forsøgte at trænge ind i familieafdelingen på Borgerservice. Personalet følte sig utrygge, låste sig inde og kontaktede os. Vi fik hurtigt sendt både beredskabsbiler og hundevogne, og de var forholdsvist hurtigt deroppe, siger Jens Claumarch, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.

Episoden bunder ifølge vagtchefen i en sag om tvangsfjernelse i Thisted Kommune hvor et eller flere børn på grund af mistanke om vold i familien, er blevet fjernet.

- Det kan være, familien ikke helt havde forstået, hvad sagen drejede sig om. Derfor kom der en tolk, der kunne afklare situationen. Man kan sige, at samtale i dette tilfælde var det bedste våben, siger Jens Claumarch.

Politiet oplyser, at der både var tale om personer, der bor på Hanstholm Asylcenter samt om herboende personer. Politiet er ikke længere så massivt til stede ved Borgerservice i Thisted.


Seneste nyt

fra Nordjylland