Tobiskvoter tjekkes

Fiskerne har brokket sig flere gange over de nye, lave tobiskvoter. Og nu tager Fiskeriminister Mette Gjerskov kritikken til efterretning og undersøger på ny bestanden af den erhvervsvigtige fisk.

Kvoterne for fangsten af tobis blev reduceret markant i 2012 i forhold til sidste år. Det fik flere fiskere til at brokke sig, da tobis er en af de vigtigste fisk i dansk fiskeindustri. Derfor vil minister Mette Gjerskov (Soc.Dem.) på ny undersøge, om kvoten kan sættes op.

- Sidste år var et rigtig møgår for tobisfiskerne, og der er generelt lavvande i tobisbestanden i de her år. Nu skruer vi op for undersøgelserne og håber, at vi får nogle mere optimistiske resultater, så vi kan gøre kvoten større næste år. Men vi skal altså være helt sikre på, at vi ikke spiller hasard med hele fiskebestanden, siger Mette Gjerskov.

Det er en arbejdsgruppe, der blev nedsat i juni, der har taget initiativ til den nye undersøgelse.

- Jeg er meget glad for den dialog, vi har haft i arbejdsgruppen, og med det her tiltag føler jeg, at vi har gjort alt, hvad vi kan, for at kortlægge tobisbestanden og se, om vi kan lægge lidt ekstra på kvoterne næste år, siger Mette Gjerskov.

Fakta

Tobiskvoten:
2011: 334.000 ton
2012: 54.000 ton

Værdi:
Der bliver typisk eksporteret tobis for 2,5 milliard årligt.

Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Seneste nyt

fra Nordjylland