Tørresnor eller kunst? Udsmykning i Hadsund deler vandene

Tøj, sko og undertøj kan lige nu ses overalt i Hadsund. Det er en ny udsmykning i byen, men meningerne om pynten er delte.

Hvide underbukser, farvede BH’er, sneakers og tøj i alle afskygninger hænger over gaderne i Hadsund. Ved første øjekast kan det se ud som om, der er tale om lange tørresnore, men det er ikke tilfældet. Hadsund har fået ny byudsmykning i sommertiden, og det skal hænge der indtil august.

- Jeg var negativ første gang, jeg hørte om det, men da ideen var modnet, og nu er kommet op, så synes jeg, det er i orden, siger Jan Vestergaard, der er aktivitetsansvarlig i Hadsund Handel.

Det er lidt af hvert, der lige for tiden er brugt som udsmykning i Hadsund. 
Det er lidt af hvert, der lige for tiden er brugt som udsmykning i Hadsund. 
Foto: Lone Vad Dam

Det var butiksindehaver Lone Jespersen, der fik ideen til den særlige udsmykning. Hun er indehaver af butikken ”Rasmine”, og ideen kom fra et billede af en lignende udsmykning i en by i det sydlige Europa.

- Det tog jeg med i Handelsstandens aktivitetsudvalg og foreslog, og så fik jeg at vide, at ej, det går ikke, siger hun. Men Lone Jespersen holdt ved og til sidst fik hun lov.

Deler vandene

På gågaden i Hadsund vækker den nye udsmykning delte meninger.

- Jeg vil ikke sige, det er pænt. Jeg synes, det er underligt, siger Jette Batrholomæussen fra Valsgård med et grin.

- Det ser da i grunden meget godt ud. Det er anderledes, og det er godt med noget fornyelse, lyder det fra Johnnie Nymand, der bor i Hadsund.

Udsmykningen får indtil videre lov at hænge, indtil turistsæsonen slutter i august. Men måske fortsætter udsmykningen også derefter i en efterårsversion:

- Når vi tager tøjet ned, så kan vi jo hænge paraplyer op i snorene i stedet for, så det passer til vejret, hvem ved, siger Lone Jespersen.

Sanne Dollerup fra AAU forsker i emotionelle kundetyper, og her kan du høre, hvad hun siger til Hadsunds udsmykning. 

Seneste nyt

fra Nordjylland