Tog rammer bil i Thisted: Kvinde og mand dræbt

To personer mistede onsdag aften livet, efter deres bil blev ramt af et tog. OPDATERET

To personer er afgået ved døden, efter at deres bil blev ramt af et tog i jernbaneoverskæringen på Kappelstensvej i Thisted by ved 21-tiden onsdag aften.

- Det drejer sig om en 69-årig kvinde og en 68-årig mand, der er omkommet, siger vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Politiet har underrettet kvindens pårørende, og torsdag morgen fortsætter arbejdet med at underrette mandens pårørende.

Der er ikke tale om et ægtepar, siger politiet.

Efter ulykken blev manden og kvinden straks bragt til Sygehus Thy-Mors i Thisted, men deres liv stod ikke til at redde.

Det er endnu uvist, hvad der præcist skete ved ulykken.

Overskæringen er sikret med lys og klokker, men ikke med bomme.

- Vi har en formodning om, at signalerne har virket, men Banedanmarks folk ankommer først i løbet af natten (til torsdag, red.) for at foretage undersøgelser, siger Anders Olesen.

Et vidne har fortalt politiet, at blinklysene ved overskæringen virkede kort før ulykken, og da ulykken skete efter mørkets frembrud, burde parret have set signalerne, hvis de virkede.

Teknikere fra Banedanmark, Havarikommissionen og en bilinspektør skal nu undersøge ulykkesstedet nærmere.

Banedanmark oplyser torsdag eftermiddag, at undersøgelserne tyder på, at advarselsanlægene ved overskæringen virkede, som de skulle. De afventer Havarikommisionens endelige rapport

- Som det ser ud nu, mener vi ikke, at det er nødvendigt med bomme på overskæringen. Den blev vurderet i 2011, hvor den blev vurderet som sikker nok. Om der skal bomme op kommer an på meget andet end uheldet her. for eksempel ændringer i trafikmønsteret, men Havarikommisionens dom spiller også ind, siger sektionschef i tekniskdrift ved Banedanmark.

Hverken lokoføreren eller de ganske få passagerer i regionaltoget kom noget til ved ulykken.


Seneste nyt

fra Nordjylland