Togbøvl forude: Ingen tog i Vendsyssel i uge 41 og 42

02:00

To uger uden tog i Nordjylland venter. Banedanmark skal skifte signalsystem.

Togtrafikken nord for Limfjorden erstattes i ugerne 41 og 42 af togbusser. Til gengæld forventer Banedanmark færre forsinkelser i fremtiden.

De nordjyske togpassagerer må væbne sig med tålmodighed, når signalsystemerne på det nordjyske jernbanenet, som det første i landet, skal digitaliseres.

Det betyder, at der fra den 5. oktober og frem til den 21. oktober slet ikke vil køre tog på strækninger nord for Lindholm Station. Til gengæld vil antallet af forsinkelser blive reduceret, når digitaliseringen er overstået.

Det er både DSB’s og Nordjyske Jernbaners tog, der kommer til at holde stille. Der vil i stedet blive indsat togbusser på strækningerne. På nedenstående kort, kan du danne dig et overblik over, hvordan togbusserne kommer til at køre.

  Foto: Nordjyllands Trafikselskab

Nordjyllands Trafikselskab kommer til at stå for at fragte nordjyderne rundt i togbusser, og de vil også være til stede på stationerne, for at hjælpe passagererne med at finde den rigtige bus.

- Det er vigtigt, at man kan finde den rigtige bus, så man kommer det rigtige sted hen. Derfor har vi valgt at sende stationsværter ud på de store stationer, som kan sørge for, at vores kunder kommer de rigtige steder hen, siger Thomas Øster, direktør i Nordjyllands Trafikselskab. Han opfordrer desuden alle passagerer til at holde sig opdateret på rejseplanen.dk.

Gamle signaler skal erstattes

De signaler, som i dag findes langs jernbanen, skal flyttes ind i lokoførernes kabine. Det gøres fordi, at de nuværende signaler er meget gamle, fyldt med fejl og dyre at vedligeholde. De ældste stammer helt tilbage fra 1912, og derfor kan det være svært at skaffe reservedele til dem. Banedanmark implementerer det nye signalsystem i hele landet og strækningen fra Lindholm til Frederikshavn bliver den første i Danmark, som får installeret den nye teknologi.

Udrulningen vil på kort sigt medføre en række gener for de nordjyske togrejsende. De skulle dog gerne opvejes af en række forbedringer på togstrækningerne, når signalsystemet er fuldt implementeret i Nordjylland.

- Det nye signalsystem er et af Danmarks største it-projekter. Det betyder cirka 80 procent færre signalfejl, når det er fuldt udrullet i hele Danmark. Og det giver kort og godt flere tog til tiden for nordjyderne, siger René Hestbæk, områdechef for Trafikstyring Vest i Banedanmark.

Banedanmark forventer, at de sidste strækninger i landet har fået det nye signalsystem senest i 2030.

Flere nyheder fra TV2 Nord