Togpendlere er trætte af forsinket tog

03:01

Foto: Torben Hedemose (Arkiv)

1 af 2

I over en måned har der været daglige forsinkelser på toget mellem Aalborg og Frederikshavn. Passagerene får ikke at vide hvorfor.

Togpassagerer i Aalborg er frustrerede. I over en måned har de nærmest dagligt oplevet forsinkelser på deres morgentog mod Frederikshavn, der egentlig skal køre fra Aalborg Station klokken 6.56, men altså har været mellem 5 og 15 minutter forsinket hver dag. Stemningen bliver kun dårligere af, at passagerene ikke mener at have fået at vide, hvorfor deres tog ikke kommer til tiden.

- Det er meget frustrerende, når man tager så tidligt afsted, at skulle vente i en halv time i kulden, siger Sina Petersen.

Hun arbejder i Vrå, hvor toget efter planen skal være 7.27, men den seneste tid er hun kommet for sent på arbejde.

- Det er træls at starte sin morgen så stresset hver dag, siger hun.

Hos DSB er de trætte af situationen, men slår også fast, at forsinkelserne desværre ikke kan forhindres.

- Der er nogle forhold i sporet, som betyder, at der er flere hastighedsnedsættelser på sporet i strækningen Aarhus-Aalborg, og det betyder jo altså, at nogle af de tog, som kører videre fra Aalborg mod Frederikshavn vil have mindre forsinkelser, siger informationschef ved DSB Tony Bispeskov.

Men at der er hastighedsnedsættelser mener passagerene ikke at have fået at vide, og det får DSB til at tage hånd om sagen.

- Det skal selvgølgelig være sådan, at hvis man har et spørgsmål ombord på toget, så skal man kunne få svar på det, og hvis man ikke har kunne det, skal jeg da selvfølgelig beklage.

Det er BaneDanmark, der står for arbejdet med sporet, og de fortæller, at forsinkelserne vil ophøre engang i november.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord