Tom K. havde fart på

Tom Kristensen fortsætter sin imponerende sæsonstart og skal efter en succesfuld kvalifikation starte toer i søndagens DTM-løb på Oschersleben.

Forrest holder teamkollegaen Timo Scheider, og med yderligere to Audi'er efter sig på gridden tegner det til en fortsættelse af den dominans, Audi viste i første afdeling på Hockenheim for en uge siden.

- Fantastisk, at vi kan fortsætte momentet fra første løb og være så langt foran konkurrenterne fra Mercedes, selv om vi på grund af succesen kører her på Oschersleben med ti kilo ekstra succesballast. På denne lille bane er det yderst vigtigt at være med fremme fra start, og andenpladsen er ikke så tosset, når man tænker på, at det faktisk giver inderbanen i starten i morgen. Første sving bliver en gyser, fordi det er skarpt og udformet ekstremt smalt. Selvfølgelig skal vi passe på hinanden i teamet, men løbet er rimeligt åbent mellem mig, Timo og vores holdkammerat Martin Tomczyk, der altid har gjort det godt på denne bane, siger Tom Kristensen i en pressemeddelse lørdag.

Danskeren selv har også altid gjort det godt på Oschersleben, hvor han vandt i både 2004 og 2006, mens han måtte sidde over sidste år på grund af sit crash. Til gengæld har den forsvarende mester, Audi-kollegaen Mattias Ekström, det svært på den kringlede bane tæt på Magdeburg i det tidligere Østtyskland. Svenskeren, der fører dette års mesterskab efter sejren for en uge siden på Hockenheim, starter helt nede fra ottendepladsen.

Heller ikke Ralf Schumacher, der er sprunget fra en stor Formel 1-karriere over i DTM, kunne blande sig med de forreste. Michael Schumachers lillebror klarede sig igennem kvalifikationen på en 13.-plads.

Resultat af kvalifikationen:
1: Timo Scheider, Audi A4 2008 1:21.146 min.
2: Tom Kristensen, Audi A4 2008 +0,132 sek.
3: Martin Tomczyk, Audi A4 2008 +0,452 sek.
4: Oliver Jarvis, Audi A4 +0,568 sek.
5: Bruno Spengler, Mercedes C 2008 +0,572 sek.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord