Tom K. i pole på Hockenheim

Racerkøreren Tom Kristensen viste i dag flotte takter, da han kørte hurtigst af alle på Hockenheim, hvor han var ude for et slemt uheld i april.

I dag viste racerkører Tom Kristensen, at han ikke er nogen nem mand at slå ud af kurs. På selvsamme bane i tyske Hockenheim, hvor danskeren i april var ude for et alvorligt uheld med en meget alvorlig hjernerystelse til følge, kørte Kristensen hurtigst af alle i tidskørslen og starter derfor i pole position i søndagens altafgørende løb i DTM-serien. Kristensen satte ydermere banerekord.

- Det har været dejligt at få en bil, der kunne styres de sidste millimeter ude på grænserne, siger Kristensen i en pressemeddelelse.
For Audi-teamet handler søndagens finale tog primært om at sikre sig titlen. Kristensens team-kolleger Mattias Ekström og Martin Tomczyk kan begge vinde titlen, og de starter henholdsvis tredje og femte position og skal forsøge at holde den eneste mesterskabskonkurrent - Bruno Spengler fra Mercedes -bag sig søndag. Spengler starter i sjette position.

Flere nyheder fra TV2 Nord