Tom K.: Jeg kan ikke stå stærkere

Den verdensberømte racerkører føler sig optimalt forberedt inden dette års udgave af verdens hårdeste motorløb Le Mans skydes i gang i næste weekend.

Søndag aften flyver Tom Kristensen ned til Audi-teamet i Frankrig for at være klar til den tekniske kontrol af Audiracerne mandag.

Bag ham ligger otte månders intense forberedelser sammen med teamet for at få de nye Audi R18 TDI-racere klar. Og forberedelserne er gået forrygende.

Sideløbende med den tekniske optimering er kørerne i teamet også blevet trimmet, både fysisk og mentalt - og Tom Kristensen har brugt de sidste tre dage inden afrejse til at lade batterierne helt op sammen med familien i Skagen:

- De sidste dage her handler om det mentale. Personligt kan jeg ikke stå stærkere end nu - det skulle da lige være, hvis jeg var femten år yngre, siger han med et glimt i øjet til TV2/Nord, og fortsætter:

- Men det er jeg ikke, og derfor er det selvfølgelig den perfekte forberedelse der måske kan give det perfekte output.

Tom Kristensen går efter at vinde sin niende sejr i Le Mans, der skydes i gang den 11. juni.


Seneste nyt

fra Nordjylland